Som jeg tidligere har nævnt i blogindlægget ”Når synssansen ’føler’ en berøring” er sansestimulation et begreb og en metode, som bl.a. bruges for børn, ældre og mennesker med demens. Jeg skrev:
”Sanser er jo faktisk ’lavet til’ at blive stimuleret; de stimuleres stort set hele tiden, så ordet sansestimulation er lidt underligt – men det er en anden historie.” Nu er det med dette blogindlæg blevet tid til at fortælle den historie.
Jeg vil tage afsæt i nogle beskrivelser fra Sundhedsstyrelsens rapport ”Viden og erfaringer om brug af sansestimuli til at forebygge og reducere udadreagerende adfærd på ældreområdet” fra 2019 (Sundhedsstyrelsen 2019).
Sansestimulering beskrives bl.a. med vendinger som at ’tilpasse sansestimuli’ og at ’holde sanserne åbne og aktive’, og som eksempler har jeg udvalgt to citater om sansestimulering:
Eksempel 1:
”Ved denne metode stimuleres eller ”vækkes” de enkelte sanser, hvilket kan have en opkvikkende virkning hos borgeren” (side 8).
Eksempel 2:
”Der foretages en systematisk analyse af borgerens sanseprofil og sansebehov. Herigennem er det muligt at tilrettelægge en såkaldt sansediæt, som skal hjælpe til, at borgeren får opfyldt sit behov for sansestimuli. Sansediæten skal dermed sikre, at de trængte sanser stimuleres til rette niveau, så hjernen og kroppen bliver mæt, og at de sarte sanser ikke overstimuleres, så der opstår sanseforstoppelse” (side 8).
Sansestimulation er et meget bredt og upræcist begreb, som i sig selv intet siger om, hvordan den givne sans ”skal stimuleres”. Eksemplerne kan lede i retning af, at stimuleringen er positiv eller neutral, og at det forstås som en lidt mekanisk proces, der opstartes. Men følesansen stimuleres fx både ved let berøring og ved hårde slag, og tilsvarende store forskelle gælder for de andre sanser. Derudover er det ikke helt fast defineret, hvad man inddrager under begrebet sanser; generelt taler man om menneskets fem sanser, men derudover kan man tale om proprioception, interoception, kinestetisk sans, vestibulær sans og måske flere.
Man kan videre tilføje, at sanserne faktisk stimuleres hele tiden – og ’oveni hinanden’, så det illustrerer, at der skal noget mere til for at forklare, kvalificere og måske uddybe den overordnede idé om sansestimulering.
Jeg vil nedenfor gennemgå fem forhold, som giver flere nuancer til idéen om sansestimulering. Jeg kan allerede her røbe, at det handler om ”top-down modulering”, motorik og samspil med omgivelserne. Dvs. at der kan sættes spørgsmål ved, om der overhovedet findes ”ren” sansning, da det må være perceptionen, som det er relevant at tale om – og endvidere interaktion, aktion (adfærd) og hele den samlede oplevelse ved at indgå i en aktivitet. Jeg vil understrege her, at det er en kritik af ordet, når jeg sætter det på spidsen på denne måde. Det er slet ikke en kritik af at lave øvelser, som sagtens kan være meningsfulde og som kan være ret effektive.
1) Opmærksomhed – Adgang til bevidstheden
Det er helt klart muligt at være udsat for sansestimuli, som man overhovedet ikke opfatter – og det er faktisk ret smart, at det er sådan, for ellers ville vi blive overvældet af ’informationer’ fra ydre og indre stimuli.
Sensoriske signaler kommer kun til ens bevidsthed i de tilfælde, hvor der er tilstrækkelig opmærksomhed på dem. Man kan tale om en ”opmærksomhedsport” eller ”gate of attention”.
Derfor vil en forudsætning for opfattelsen (perceptionen) af en sansepåvirkning være betinget af en (dirigeret) opmærksomhed på den valgte sansestimulation.
I et tidligere blogindlæg om amputationer efter en jordskælvskatastrofe i Haiti viste jeg nedenstående billede. Prøv at kigge på billedet!
Jeg vil mene, at aktiviteten med at føre armstumperne ned i vandet i baljen ikke ville have virket, hvis opmærksomheden havde været et andet sted. Så i stedet for at tale om ‘åbne’, ‘aktive’ og ‘vækkede’ sanser, kunne man tale om, at opmærksomhedsporten åbnes og opmærksomheden vækkes gennem de udvalgte aktiviteter.
Og dermed handler det om at lede opmærksomheden; og det vil typisk snarere være i dialog med borgeren, end at det er terapeuten, som stimulerer eller ”vækker” en sans hos borgeren.
2) Flere sanser i spil samtidigt
Ud fra det næste billede vil jeg fremhæve, at der er flere sanser i spil samtidigt: følesans, syn og proprioception.
Dette trin kunne man kalde for sanseintegration, og det illustrerer (igen), at det ikke handler om at ”holde sansen aktiv”, men snarere handler om processer og opfattelser, som ”samles” på højere niveauer i nervesystemet og som opleves ”aktivt” af borgeren. Neurofysiologisk kan man tale om plasticitet, hvorved hjernen kan ændres på et cellulært plan.
3) Motorikken er også i spil
Som det også kan udledes af billederne ovenfor, så er motorikken i høj grad i spil.
Her viser billedet, at personen skal skubbe til boldene med benstumperne. Samlet set peger det på både integration af flere sanser samt motorik.
Jeg vil uddybe betydningen af det motoriske element med et citat, der beskriver et forsøg, hvor en kattekilling oplever sine omgivelser på en meget passiv måde:
”For halvtreds år siden blev der gennemført et eksperiment med nyfødte kattekillinger, der som bekendt er født blinde. Killingerne blev delt i to grupper. Den ene gruppe kunne bevæge sig frit omkring i forsøgsomgivelserne. Hver af disse kattekillinger var dog bundet sammen med en killing fra den anden gruppe, som blev trukket passivt af sted på en lille vogn, hver gang den første killing var i bevægelse. Efter nogle uger blev seletøjet taget af killingerne. Killingerne fra den første gruppe bevægede sig helt normalt omkring. Killingerne fra den anden gruppe, som var blevet trukket passivt rundt på små vogne, var derimod ude af stand til at orientere sig i rummet og kunne heller ikke identificere objekter. De stavrede hjælpeløst omkring og stødte hele tiden ind i genstande. Rent optisk havde de samme erfaring som kattene i den første gruppe. Til trods for dette forblev de blinde over for omgivelsernes struktur og rumlighed. Det betyder, at det kun er den sansende og bevægende organisme, der kan danne det oplevede rum. Det dannes ikke med synssansen alene, men ud fra forbundne motoriske, sansemæssige og vestibulære mønstre” (Fuchs 2023, s. 62).
4) Egne tidligere erfaringer
I de tilfælde hvor sensoriske signaler får adgang til bevidstheden, så bliver den resulterende opfattelse påvirket af hjernens allerede eksisterende modeller og/eller forudsigelser af, hvad disse sensoriske signaler betyder. Dette er formet af læring og erfaringer. Vores egne tidligere erfaringer vil derfor i høj grad ”farve” vores opfattelse af vores sansninger og på den baggrund tilskrive sansningen en specifik personlig mening i skabelsen af oplevelsen (Ellingsen et al. 2016, s. 2). Selvom det med sansestimulering nok underforstået er meningen af arbejde med neutrale eller “positive” sansestimuleringer, så kan man ikke vide, hvordan den enkelte person vil opfattelse det.
5) Den konkrete kontekst
En lang række andre tilgængelige tegn og signaler knyttet til den konkrete kontekst tillægger mening om vigtigheden, relevansen og den følelsesmæssige betydning af sansningen. Ved en given berøring er kontekstuel information såsom visuelle eller auditive signaler om berøreren og indre motivationstilstand og stemning afgørende for opfattelsen af, hvor vigtig netop denne berøring er (hvor meget opmærksomhed skal den have), hvor ønskværdig den er (positiv eller negativ) og hvordan man reagerer adfærdsmæssigt på den (Ellingsen et al. 2016, s. 2).
Efter min mening viser de fem forhold samlet set, at man som person ikke sådan bare kan blive sansestimuleret. Lad mig sammenfatte denne pointe med et citat om, hvordan man indgår kropsligt og opmærksomhedsmæssigt ”i verden”:
”Selv når det gælder perception af fuldstændigt identiske objekter i synsfeltet, er aktiviteten i neuroner i disse områder afhængig af det levende væsens aktuelle kropsholdning, adfærd, opmærksomhedstilstand samt af objektets relevans for en given opgave. Den lokale neurale aktivitet er kort sagt til enhver tid afhængig af organismens samlede sansemotoriske tilstand og den omverdenskontekst, organismen indgår i. Og videre: Vores perception af et objekt i bevægelse indeholder ikke blot objektet selv, men også dynamikkerne i dets bevægelse, baggrunden af det visuelle felt, de bevægelser af øje, hoved og krop, man foretager for at følge objektet, ens proprioceptive kropsbevidsthed og så videre. Det betyder, at perception ikke er et snapshot af en figuration af stimulus i et enkelt øjeblik, men i stedet en dynamisk, intentionel og opmærksomhedsorienteret proces, der grundlæggende indbefatter hele systemet af hjerne, krop og omverden” (Fuchs 2023, s. 116).
Hvad vil man opnå med sansestimulering?
Det kan medvirke til forståelsen af sansestimulering at kigge på de forskellige formål, som man kan have med sansestimulering.
Sundhedsstyrelsen (2019, s. 8) skriver, at formålet er at undgå yderligere forværring af sygdom og tab af funktioner som følge af mulig under- eller overstimulering. Og på side 21 står der, at hjælpemidler og velfærdsteknologier, der stimulerer bevægelsessansen har til formål via tryk og tyngde at virke beroligende, muskelafslappende, give øget kropsfornemmelse, skærpe koncentrationsevnen og øge søvn-kvaliteten.
Her vil jeg replicere at det vel mere er kroppen – eller ”hele” personen – snarere end sanserne, som kan være over- eller understimuleret. Og vendingen ’tab af funktioner’ indikerer, at det handler om motorik, så dermed bliver det mindre meningsfuldt at kalde det sansestimulering, fordi den bedste måde at stimulere sig selv og sin funktionsevne på er ved at involvere sig og bevæge sig.
Et eksempel på idéen om at vække sansen er på side 21, hvor der står: ”Det er vigtigt at være opmærksom på, at en kuglepude til at sidde på vil være stimulerende…”. Her vil jeg påpege, at følesansen stimuleres ved at sidde i det hele taget, men at forskellen og en evt. positiv effekt ved en kuglepude måske mere er knyttet til en øget opmærksomhed og evt. lidt mere motorisk respons på pudens anderledes egenskaber.
Hvorfor gøre så meget ud af ordet sansestimulering, kan man spørge
Og det har jeg også spurgt mig selv om. Mit svar er, at jeg næsten synes, at ovenstående betragtninger taler for sig selv, da de illustrerer de store begrænsninger (både åbenlyse og mere indirekte), som det indebærer at bruge ordet og tilhørende beskrivelser. Jeg tror, at en mere ”korrekt” og differentieret sprogbrug kan føre til en bredere forståelse, som kan lede til bedre handlinger.
Jeg finder, at ordet sansestimulering er dårligt, fordi det indikerer, at det er sansestimuleringen, der står centralt. Men der er en meget lille lineær sammenhæng mellem stimulationen og oplevelsen, og derfor er der mange andre navne, såsom aktivitet, øvelse o.a. som er mere dækkende for processen og evt. virkninger – og måske skal aktiviteterne også udfoldes på en anden måde på baggrund af denne nuancering.
Hvis jeg så desuden skifter op på den store klinge, så mener jeg, at den samlede pointe med at en person oplever og indgår i verden gennem hele sin krop – underbygget af de fem præsenterede forhold – står centralt i psykomotorik på et generelt plan.
Det er et stort emne, men jeg vil her bare nævne to grunde:
- Klientens opmærksomhed på kroppen – mange metoder og øvelser
- Betydningen af konteksten i bred forstand – hvori terapeuten selv er en meget vigtig faktor
Ad 1: Jeg ser arbejdet med opmærksom på kroppen i forskellige aktiviteter (i et godt samarbejde mellem borgeren og terapeuten) som en meget vigtig ’mekanisme’ til at opnå de gavnlige virkninger, som vi kan opleve med den psykomotoriske terapi. Jeg har tidligere skrevet om ’Body awareness interventions (BAI)’ og foreslået navnet ’KB som metode’ for denne type aktiviteter. Men det kunne også kaldes kropsopmærksomhed, for et centralt element i aktiviteterne er, at opmærksomheden på kroppen ’åbnes’ og dirigeres mere eller mindre tydeligt.
Ad. 2: De non-specifikke faktorer, herunder kontekst og samspillet mellem behandler og borger er grundigt udforsket, og det peger på, at den professionelle (terapeuten eller andre betegnelser) kan opnå en meget effektfuld rolle i samspillet med borgeren. Det er en meget vigtig del af den professionelle faglighed, som kort sagt handler om både at skabe en konstruktiv kontekst (fx tryg og meningsfuld) og at bruge sine færdigheder og kompetencer (herunder kropslige og personlige, fx relationskompetence) i et konstruktivt samarbejde (også kaldet terapeutisk alliance). Elementer af dette er beskrevet i dette blogindlæg om empati og i dette blogindlæg om kontekst og samspil.
Jeg vil tilføje, at psykomotorisk terapi kan indeholde en lang række andre aktiviteter, hvor de to ovennævnte grunde ikke er centrale. Altså aktiviteter, hvor kroppen ikke ’stimuleres’ eller opmærksomheden ikke dirigeres. Men sådanne aktiviteter har jo ikke fokus på sansning, selvom det selvfølgelig også dér finder sted – som det hele tiden gør, uanset om man er bevidst om det eller ej.
Opsamling og afslutning
Jeg vil slutte af med at fremhæve de afgørende (sproglige) forskelle mellem sansestimulering og en bredere kropslig tilgang og sprogbrug, som jeg har udfoldet ovenfor. Og måske er det ikke kun et spørgsmål om ord, for jeg håber, at det kan udmønte sig til en bedre praksis, når man har et mere refleksivt blik på metoder og aktiviteter.
Ordet sansestimulering tager efter min mening ikke højde for de afgørende elementer, som leder til den samlede oplevelse. Skabelse af mening og tilskrivning af betydning bestemmes af: 1) at opmærksomhedsporten er åben, 2) at der sker integration af flere sanser samtidigt og ofte også i samspil med motorik (man interagerer med ting eller andre mennesker), 3) personens tidligere erfaringer og 4) den konkrete kontekst.
Jeg foreslår som alternativ, at man siger, at man arbejder med aktiviteter, øvelser, træning o.l. Det kan også være en behandling, berøring og meget andet i samme stil, men med den vigtige tilføjelse, at det er udvalgt på baggrund af en dialog med borgeren. Uanset form kan der være en dirigeret opmærksomhed på kroppen, eller det kan handle om ’bare’ at deltage, hvorefter der kan opnås prærefleksive ’erfaringer’, som kan indgå i videre udvikling, erkendelse og læring.
Referencer
Ellingsen, D. M., Leknes, S., Løseth, G., Wessberg, J., & Olausson, H. (2016). The Neurobiology Shaping Affective Touch: Expectation, Motivation, and Meaning in the Multisensory Context. Frontiers in psychology, 6, 1986. https://doi.org/10.3389/fpsyg.2015.01986
https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fpsyg.2015.01986/full
Fuchs, T. (2023). Hjernens økologi, Århus: Klim.
Sundhedsstyrelsen (2019). Viden og erfaringer om brug af sansestimuli til at forebygge og reducere udadreagerende adfærd på ældreområdet.