I min interesse for ’stress-fænomenet’ er jeg stødt på psykiateren Marianne Breds Geoffroy nogle gange. Jeg tager i dette blogindlæg afsæt i hendes bog ’Hvem får stress – og hvorfor?’ udgivet på Børsens Forlag i 2007. I den indledende del af bogen har hun en overskrift med spørgsmålet: ”Smarte one-liners fra stressguruer – duer de?”.
Jeg vil nedenfor præsentere uddrag fra bogen, hvor hun svarer på sit retoriske spørgsmål:
“Generelle gode råd om at tage det roligt, passe på dig selv, have orden i time-manageren, tage din puls og en pause osv. vil efter min mening kun sjældent være dét, der kan gøre noget som helst — andet end måske at gøre det værre. For hvis andre kan bruge de råd til noget – hvorfor kan jeg så ikke? Er jeg da et specielt håbløst tilfælde? Al hjælp, der er uvirksom, er i princippet værre end ingen hjælp, fordi det øger modløshed.
Vi er jo intelligente mennesker, der ofte har været flere år i arbejdslivet — med og uden timemanagere, hvorfor er det så lige nu, vi ikke kan finde en vej frem?
Følgende udsagn er sakset fra forskelligt materiale:
• Mærk pulsen, og brug den rigtigt!
• Lær at tælle din hvilepuls — er din puls ved stillesiddende arbejde 15 slag i minuttet over hvilepulsen, er det tegn på stress. Eller rygning!
• Hvad kroppen gør, er altid det rigtige!
• Tænk positivt!
• Få et knus – det hjælper at blive omfavnet!
De første udsagn lægger op til, at vi skal overvåge vores krop. De lægger op til, at vi bør være med til at overtage kontrollen for bedre at passe på kroppen, og at kroppen ikke længere er i stand til at klare styringen selv. Hvorfor denne tankegang er risikabel, skal følgende lille eksperiment vise.
Øvelse
Kære læser – her kommer en lille øvelse, der tager 30 sekunder:
Mærk din storetå
Som du sidder her – lige nu – med denne bog i hånden, skal du – uden at ændre stilling – prøve at … mærke din højre storetå – du skal ikke bevæge tåen – bare prøv, om du kan mærke din højre storetå i fx 10 sekunder.
Mærk din højre storetå -1 -2-3-4-5-6… Du må godt lukke øjnene – men du behøver det ikke.
Kunne du mærke din tå? Hvordan føles den?
Slut på øvelsen
Mange vil ikke kunne sige andet, end at tåen ‘mærkes’. Nogle vil sige, at det spænder lidt, andre vil sige, at tåen føles lidt varm. Der vil selvfølgelig også være nogle af os, der ikke synes, at storetåen kan mærkes. Så kan man prøve i stedet at gentage øvelsen, men nu mærke efter i fx maven. Kan du mærke noget i maveregionen? Føles det ikke, som om … ? Eller hjerteregionen … føles noget dér — er dér OK?
Fokus på kropssignaler
Hvis man begynder at fokusere sin opmærksomhed på kroppen i tide og utide – så vil kroppen ‘svare tilbage’ – man vil kunne mærke noget. Ligesom i øvelsen, du lige har lavet, og hvor mange vil have kunnet mærke deres tå. Men inden du startede på øvelsen – kunne du så mærke din tå? Var den ikke bare ude af din bevidsthed? På samme måde: Hvis du nu mærker efter din puls — og det gør du kun, fordi du er bekymret for den – vil du så ikke få hurtigere puls? Og når du mærker efter, vil du mærke, at hjertet slår – slår det ikke lidt hårdt (bekymring)?
Når man er på stresskursus eller læser, at man skal være opmærksom på kroppens signaler, og samtidig får at vide, at signalerne er faresignaler, så kan man skubbe nogle mennesker over i en proces, hvor de kommer til konstant at mærke efter ved hjertet, som jo ‘svarer’ tilbage, og man kan tro, at kroppen hele tiden giver tegn til at passe på. Den onde angstcirkel er i gang. Det kan nærmest udvikle sig til det, man i psykiatrien kalder hypokondri eller sygdomsangst.
Er det sandt, at ‘Hvad kroppen gør, er altid det rigtige’? Først må vi se på, hvor kroppen egentlig styres fra, nemlig det ‘limbiske system’. Det limbiske system ligger dybt inde i hjernen. Man kunne kalde hjerneområdet for ‘urhjernen’, for her er de helt basale funktioner placeret, som gennem alle tider har sikret kroppens overlevelse.
Hvad nu, hvis den limbiske hjerne ‘overreagerer’, fordi man har arvet en hjerne/et limbisk system, der er super-vagtsomt og registrerer selv små bevægelser/lyde/hændelser i omgivelserne? Så vil den kunne sende besked ud til kroppen om at gøre klar til kamp eller flugt ved mindre forandringer.
Selvom der ikke er en reel ydre trussel at forholde sig til, så står man pludselig med en krop, der har sat det store kamp-flugt-apparat i gang. Det opleves meget underligt og forvirrende. Da vi er vant til at tro på vores krop, så begynder vi at lede efter den fare, der må være et eller andet sted. Hvis ikke vi kan finde den i omgivelserne – så må der være noget, vi har overset? Så begynder vi at lede efter forklaringen alle mulige og umulige steder. Men kroppen snyder os på en måde. Det er en fejl-alarm, og vi hopper automatisk på limpinden. Mennesker, der fx medfødt har et limbisk system, der meget let bliver overaktiveret, vil ofte automatisk tolke det, de føler, som tegn på reel fare, og ved at tænke, at der må være noget helt galt, udvikler de en angsttilstand. Hvis de tror, at deres krop taler sandt — så lider de og er hele tiden på udkig efter fare. Selvom de er i tryghed. Så har man en angstlidelse. Set i det perspektiv, som er meget væsentligt i relation til stress, er det yderst uheldigt at tro, at kroppen altid gør ‘det rigtige’. En krop gør, hvad den gør. Når den laver kræftceller, så gør den vel ikke det rigtige?
Hvad så med det gode råd: Tank positivt! Kan man det? Hedder det ikke snarere: Tænk realistisk? Mange mennesker har af sig selv prøvet at gå og tvinge sig til at tænke ‘positivt’. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der synes, det er et særligt virksomt råd. Vi mennesker kan som regel ikke narre os selv, vi har brug for at finde ud af, hvorfor vi har det, som vi har det.
Få et knus — det hjælper at blive omfavnet! Gør det egentlig det, sådan rigtigt? Det er da rart, at man måske har mennesker omkring én, og at de vil trøste én. Men hjælper trøst, når vi er voksne mennesker? Små børn kan have brug for, at vi er der og kan hjælpe dem. Vi voksne, vi har mest brug for at opleve, at vi enten véd, hvad vi skal gøre selv, eller at vi er så afklarede, at vi har lært at søge råd og vejledning som en naturlig del af dét at være voksen i en kompleks verden. Et knus løser ikke ens problem — og det gør ikke én bedre til at løse problemer. På samme måde kan mad, alkohol eller anden brug af dulmende sager ikke give én bedre færdigheder i problemløsning” (Geoffroy 2007, s. 10-14).
Marianne Breds Geoffroy slutter ovenstående kritik af med at skrive, at der er brug for en mere nuanceret forståelse af stress, og hvorfor noget af det, der kaldes stress, burde kaldes noget helt andet.
Jeg søger også selv at begribe fænomenet stress – og dets tilgrænsninger i form af fx dårlig mental sundhed og mistrivsel – og jeg blev inspireret af især denne lille bogs første halvdel. Mit formål med at vise ovenstående uddrag er at illustrere kompleksiteten ved stress som fænomen og begreb. Når Geoffroy her sætter tingene lidt på spidsen, er det efter min mening med til at nuancere vores forståelse. Ikke fordi rådene ovenfor altid vil være forkerte, men fordi det viser, at det ikke er så simpelt, som det nogle gange kommer til at lyde. Vi bør tænke bedre og få et bedre sprog om stress for at finde gode måder til at forebygge og hjælpe folk, som rammes. Bogen handler desuden om, hvad en stressdiagnose indebærer samt gennemgang af andre diagnoser med symptomer, der ligner stress, såsom angst og fobier. Bogens sidste halvdel gennemgår stress og angst i jobbet, herunder hvad arbejdspladsen kan gøre.
Geoffroy har i øvrigt arbejdet videre med tankerne og strukturen fra 2007-bogen, og i 2019 udgav hun en opdateret og udvidet version med bogen ’Ramt af stress – hvad kan du gøre?[1] Det er også en interessant bog, som har mange fine betragtninger omkring stress. Hun udfolder desuden nogle af tankerne fra bogen i et afsnit af Hjernekassen.
Litteratur
Geoffroy, M.B. (2007). Hvem får stress – og hvorfor? Børsens Forlag.