Har du tænkt over, at det er lidt svært at sætte ord på forbindelsen mellem krop og psyke. Nogle gange beskrives det fx som ’balance i nervesystemet’ eller ’høj/lav arousal’. I dette blogindlæg vil jeg præsentere nogle lidt grundigere tanker om kroppens afgørende betydning for mentale tilstande.
”At være sulten er ikke endnu at være bevidst om sult, følen er ikke bevidsthed om følelsen. For at blive bevidste om, at vi er sultne, tørstige eller trætte, må vi allerede være sultne, tørstige eller trætte. Og spørgsmålet om, hvad sulten, tørsten eller trætheden var, før vi var bevidste om den, lader sig ikke besvare. Erfaring bliver først bevidst ved en bestemt grad af intensitet, men før dette var den dog ikke desto mindre allerede vores erfaring” (Fuchs 2023, s. 149).
Så lagde vi fra land med et citat fra bogen ’Hjernens økologi’ af Thomas Fuchs fra 2023. Jeg håber, at det kan sætte nogle tanker i gang om kroppen som ’et fundament’ for vores eksistens, men hvad det har at gøre med begrebet ’conatus’ og pointerne i dette blogindlæg, kommer jeg tilbage til senere.
Jeg vil starte med et tema fra Antonio Damasio. I bogen ’Fornemmelsen af det, der sker’ fra 2004 påpegede han, at der havde været en bemærkelsesværdig mangel på et begreb som organisme i kognitionsforskning og neurovidenskab: Sindet var stadig forbundet med hjernen i en noget tvetydig relation, og hjernen var stadig konsekvent adskilt fra kroppen i stedet for at blive betragtet som en del af en kompleks levende organisme — forestillingen om en helhed virkede svær og abstrakt. Med det som baggrund har Damasio igennem mange år arbejdet ud fra et meget basalt og almenkendt begreb: homeostatisk regulering af de kropslige processer.
Du ved selvfølgelig godt, at homeostase handler om den automatiske regulering af fx temperatur, iltkoncentration eller surhedsgrad for at bevare stabile indre tilstande i kroppen, for det lærte du i biologi i 5. klasse, men i bogen ’Looking for Spinoza’ præsenterer Damasio (2003) sin mere omfattende forståelse af homeostase, som det illustreres med nedenstående figur. Vi skal forestille os de automatiserede livsreguleringsprocesser som et stort forgrenet træ, og Damasio opstiller flere niveauer af automatiseret homeostatisk regulering, fra enkel til kompleks.
Figure 2.2: Feelings support yet another level of homeostatic regulation. Feelings are a mental expression of all other levels of homeostatic regulation (Damasio 2003, s. 37).
I bunden er de klassiske homeostatiske reguleringsprocesser og systemer, men gradvis bygges der mere avancerede processer og systemer ovenpå de underliggende – fra ubevidste til mere og mere bevidste. Fx at nærme sig eller trække sig tilbage i forhold til et objekt – eller ændringer i aktivitet (arousal eller ro).
Lad os kigge nærmere på, hvordan de forskellige niveauer af træets grene sørger for at regulere livsprocessen og fremme organismens overlevelse.
I stammen og de nederste grene – Stofskifte, immunsystem mm.
Alle levende organismer fra amøbe til mennesket er født med systemer designet til automatisk at løse de grundlæggende problemer i livet, uden at der kræves nogen begrundelse. Disse problemer er fx at finde og omsætte energi, opretholde indre kemiske balancer samt reparation af slitage. Konkrete eksempler er at anvende energien til kroppens processer og bevægelse samt styring af hjerte, kredsløb og åndedrættet. I disse grene indeholdes også immunsystemet, som er forberedt til at afværge vira, bakterier, parasitter og skadelige stoffer – samt grundlæggende reflekser (Damasio 2003).
I de mellemste forgreninger – Smerteadfærd og nydelsesadfærd
Denne adfærd handler om tilnærmelse eller tilbagetrækning af organismen i forhold til en specifik genstand eller situation, fx for at afværge eksterne påvirkninger, som kan give sygdom og fysisk skade. Sådanne reaktioner kan beskrives som smertefulde eller behagelige, givende eller straffende. Ved skade udsender det beskadigede område både neurale og kemiske signaler, og organismen reagerer automatisk på dette med smerteadfærd eller sygdomsadfærd, som har til formål at løse det problem, som kroppen står over for; bekæmpe en invaderende mikrobe, reparere beskadiget væv osv. (Damasio 2003).
På samme måde som hjernen reagerer på et problem i kroppen, reagerer den også på kroppens velfungerende funktioner; tilgangen til andre lettes, øget selvtillid og velvære samt produktion af visse kemiske stoffer, såsom endorfiner (Damasio 2003).
Det kan suppleres med denne formulering fra Geoffroy (2019, s. 11-12): ”En amøbe skal reagere, hvis væsken, den svømmer i, ikke harmonerer med dens egen indre cellevæske. På en måde kan man sige, at opretholdelse af liv består af to fundamentale bestræbelser – vi er konstant på vej væk fra ubehag, og vi er konstant på vej hen imod behag”.
Imidlertid hævder Damasio, at det handler om mere end ’bare’ smerte eller nydelse og væk-fra eller henimod. Der er meget mere i spil end bare disse lidt mekaniske reaktioner: en organisme er skabt med en grundlæggende drift mod at opnå velvære – ikke bare overlevelse på et biologisk plan.
Nærmere toppen – Drivkræfter (drifter) og motivationer
Damasio giver eksemplerne sult, tørst, nysgerrighed og udforskning, leg og sex: ”Spinoza samlede dem med det meget passende ord; appetit, og brugte med stort raffinement et andet ord; begær, for den situation, hvor bevidste individer bliver bevidst om disse appetitter. Ordet appetit betegner adfærdstilstanden for en organisme, der er engageret af en bestemt drift; ordet begær refererer til de bevidste følelser af at have en appetit og den endelige fuldbyrdelse eller forpurring af appetitten” (Damasio 2003, s. 34).
I toppen af træet
Mange af livsreguleringsprocesserne fungerer fint ’under overfladen’, og vi er ikke nødvendigvis bevidste om dem. Men der kan være flere fordele ved at kunne blive bevidst om de grundlæggende processer. Så her i trætoppene af livsregulering placerer Damasio emotioner og bevidste følelser med begrundelsen, at følelser er et mentalt udtryk for alle de andre niveauer af homeostatisk regulering (Damasio 2003, s. 37). Han forbinder dem til de underliggende grene med disse ord: ”Selv de egentlige følelser – afsky, frygt, lykke, tristhed, sympati og skam – sigter direkte mod livsregulering ved at afværge farer eller hjælpe organismen med at udnytte en mulighed, eller indirekte ved at lette sociale relationer” (Damasio 2003, s. 39). Jeg vil ikke her komme yderligere ind på emotioner og følelser (se evt. blogindlægget Emotioner, følelser og somatiske markører – Antonio Damasio).
Som en form for sammenfatning af de homeostatiske reguleringsniveauer vist i figuren med ”homestase-træet” konstaterer Damasio, at der løbende genereres homeostatiske ”følelser” så dramatiske som ‘smerte’ eller så subtile som en følelse af ‘eksistens’ – og dermed udgør disse kropslige processer grundlaget for den erkendte oplevelse af subjektive følelser.
En sådan følelse af eksistens præsenteres også i Thomas Fuchs’ formuleringer her:
”Liv er, hvad der allerede er overgået os og har afficeret os, før vi har kunnet svare for det. Navnlig i de kropslige spor – i den kropslige selvaffektion af sult, tørst, smerte, friskhed, træthed og så videre – erfarer vi, at vi aldrig fuldstændigt bemægtiger vores eget selv, at der er noget, som væsentligt udgør os selv, og som vi dog hverken forårsager eller kontrollerer. Det levendes spontane og autonome virksomhed udspringer af en grundlæggende impuls eller trang. I oplevelsen af drifter som sult, tørst eller vellyst træffer vi på kroppens impuls, der af sig selv tilstræber det manglende og mulige, uanset om vi føjer det eller ej. Med et begreb fra Spinoza kan vi betegne dette energiske udspring for vores liv som conatus eller konation” (Fuchs 2023, s. 149).
Med citatet fra Fuchs illustreres det – med nogle andre ord end Damasios – at de kropslige livsprocesser er værdifulde på et langt videre niveau end simpel homeostase og basale biologiske funktioner.
Hermed fik vi indrammet Damasios tænkning om det avancerede homeostatiske reguleringssystem med citater fra Fuchs, og kan således gå videre til Spinozas begreb ’conatus’, som både Fuchs og Damasio har anvendt.
Conatus
Spinoza var en hollandsk filosof fra 1600-tallet, og jeg finder det interessant, at både Damasio og Fuchs nævner conatus-begrebet i deres faglige udforskninger af kroppens betydning for bl.a. følelser og tanker. Ud fra Wikipedia defineres begrebet med ord som drift, stræben, impuls, tilbøjelighed, fx som en medfødt tilbøjelighed og vilje for en organisme til at fortsætte med at eksistere og forbedre sig selv.
Damasio skriver således om sin inspiration fra Spinoza: ”Det er tydeligt, at det kontinuerlige forsøg på at opnå en tilstand af positivt reguleret liv er en dyb og definerende del af vores eksistens – den første virkelighed i vores eksistens, som Spinoza foreslog, da han beskrev hvert væsens ubønhørlige bestræbelse (conatus) på at bevare sig selv. Med Spinozas egne ord: ’Den stræben, hvorved hver ting stræber efter at bestå i sin væsen, er intet andet end tingens egentlige væsen’”(Damasio 2003, s. 36).
Damasio fremdrager desuden, at conatus indbefatter en organismes indbyggede drivkraft og handlinger til selvopretholdelse af dens strukturer og funktioner i lyset af farer og muligheder: ”På trods af de transformationer, som kroppen skal gennemgå, mens den udvikler sig, fornyer sine bestanddele og ældes, fortsætter conatus med at danne det samme individ” (Damasio 2003, s. 36).
Fuchs illustrerer den samme grundlæggende livsimpuls med følgende vending fra Merleau-Ponty “Det er lige så lidt mig, der får mig selv til at tænke, som det er mig, der får mit hjerte til at slå” (Fuchs 2023, s. 149).
Efter ovenstående beskrivelser af conatus kan vi i næste afsnit kigge på, hvordan det hænger sammen med de homeostatiske reguleringsprocesser.
Livsfølelsen – Vores bevidsthed om de homeostatiske processer
Jeg kan se ’ånden’ fra conatus ligge ret tydeligt i ’homeostase-træets’ grene vedr. Smerte- og nydelsesadfærd og Drivkræfter og motivationer, og det bliver rigtig interessant, når processerne derfra bliver bevidste. Conatus og dermed livsreguleringsprocesserne fra ’homeostase-træet’ skaber dét, som Damasio kalder baggrundsfølelser. Det er altid tilstedeværende kropslige fornemmelser, som Damasio beskriver således:
”Men jeg vil hævde, at der findes en anden form for følelse, som jeg formoder er gået forud for alle de andre i evolutionen. Jeg kalder denne form baggrundsfølelse, fordi den har sit udspring i kropslige ’baggrundstilstande’ snarere end i emotionelle tilstande. Den er ikke de store emotioners Verdi eller den intellektualiserede emotions Stravinsky, men snarere minimalistisk i tone og rytme, følelsen af selve livet, fornemmelsen af at være til (Damasio 1999, s. 165).
Man kan måske undre sig lidt over, at man ikke har hørt så meget om disse baggrundsfølelser, men hertil skriver Damasio:
”Det er rigtigt, at vi ikke er opmærksom på alle dele af kroppen hele tiden, fordi repræsentationer af ydre hændelser gennem syn, hørelse eller berøring såvel som internt genererede billeder distraherer os effektivt fra den igangværende, uophørlige repræsentation af kroppen. Men den omstændighed, at vores opmærksomhedsfokus som regel er andre steder, hvor den adaptive adfærd har mest brug for den, er ikke ensbetydende med, at kropsrepræsentationen ikke er til stede, hvilket tydeligt ses, når en pludselig opstået smerte eller et ubehag tiltrækker sig opmærksomheden. Den kropslige baggrundsfornemmelse er hele tiden til stede, selv om man måske knap nok lægger mærke til den, fordi den ikke repræsenterer nogen specifik del af noget i kroppen, men snarere en generel tilstand omfattende næsten alting i kroppen” (Damasio 1999, s. 167-168).
På tilsvarende vis formulerer Fuchs (2023, s. 150), at kroppen på det mest grundlæggende niveau er base for en vag baggrundsfornemmelse, som er farvet af for eksempel behag eller ubehag, lyst eller ulyst, vitalitet, årvågenhed eller sløvhed. Denne kropslige baggrundsfornemmelse er tæt forbundet til kroppen som kilde til impulser, spontanitet og aktivitet, og den kan betegnes som følelsen af at være i live – livsfølelsen.
Repræsentationen af kroppen bliver bearbejdet i områder i hjernestammen, som kontinuerligt og ikkebevidst bevarer kropstilstanden inden for de snævre rammer; både som en forudsætning for at overleve samt i en stræben efter velvære. Men samtidig udgør livsreguleringsprocesserne og billedligt talt hele homeostase-træet de dybe rødder for den hjerneaktivitet, som udmønter sig i følelser, bevidsthed og selvet. Med Fuchs (2023, s. 204) kan det formuleres som, at livsprocesser og (selv)erfaringsprocesser er uadskilleligt koblede til hinanden.
Damasios tænkning præsenteret i dette blogindlæg omhandler bare en lille del af hans forskning og begreber. Det er en tænkning, som Damasio har forfulgt, udbygget og forfinet i mere end 30 år, og han er stadig aktiv i forskning om neurobiologisk funderet bevidsthed. Udover de ældre bøger, som fremgår af litteraturlisten nedenfor, har han publiceret mange andre bøger og artikler, se fx en af de seneste artikler med fokus på interoception, homeostatiske følelser og bevidsthed via dette link.
Så der er meget andet stof fra Damasio og i øvrigt også fra Thomas Fuchs, som er relevant at kigge på – i andre kommende blogindlæg eller når lejligheden byder sig.
Som afrunding kan vi konstatere, at begge tænkere faktisk går videre fra conatus-begrebet til at tale om følelsen af at være i live. Jeg synes, at deres tekster er meget velskrevne og tankevækkende – nærmest poetiske visse steder, så derfor har jeg valgt flere runder om det samme grundlæggende fænomen: kroppens impuls, som bliver bevidstgjort. Selvom det sprogligt kan give mening at tale om hhv. krop og psyke, så illustrerer tænkningen i ovenstående gennemgang, at det er mere meningsfuldt at tale om det hele menneske – med både livsimpuls, krop, følelser, bevidsthed mv.
Måske har du fået ændret din opfattelse af ordet homeostase? Jeg synes i hvert fald, at teksterne præsenteret i blogindlægget gør os klogere ud fra både biologiske og filosofiske tilgange. Beskrivelserne af det biologiske grundlag er ikke mekanistiske og reduktionistiske som ofte set i form af bestemte transmitterstoffer eller som ’balance i nervesystemet’, men derimod meningsfuldt koblet til eksistens og subjektivitet.
Litteratur
Damasio, A. (1999). Descartes’ fejltagelse – Følelse, fornuft og den menneskelige hjerne. Hans Reitzels Forlag.
Damasio, A. (2003). Looking for Spinoza – Joy, Sorrow and the Feeling Brain. Vintage Books.
Damasio, A. (2004). Fornemmelsen af det, der sker. Hans Reitzels Forlag.
Fuchs, T. (2023). Hjernens økologi. Forlaget Klim.
Geoffroy, M. B. (2019). Ramt af stress – hvad kan du gøre? Akademisk Forlag.