Menu Luk

Insula – Kroppens forankring i hjernen

Tænk hvis du ikke kunne opfatte din krop – hvordan mon så følelsen af ”dig” ville være?

Heldigvis har vi insula i hjernebarken, som igennem forskning i de seneste årtier har fået øget opmærksomhed. Og på en måde er det ikke bare en hjernedel; det rækker udover hjernen, for insula kortlægger kroppen og derved dannes oplevelsen af et ”helt” menneske.

Insula betyder ø, og denne del af hjernen er måske blevet opkaldt sådan, fordi den ligger gemt under pandelappen og tindelappen. Insula er en del af storhjernebarken (den insulære cortex), og selvom man nogle steder taler om fire hjernelapper, så er det blevet almindeligt at inddrage insula som den femte hjernelap. I forskningsverdenen har der, som nævnt ovenfor, siden årtusindskiftet været stor fokus på insulas betydning og funktioner, og den er i høj grad relevant at kende for psykomotorik, da den har en central rolle i koblingen mellem krop og psyke.

En populærvidenskabelig forklaring til at starte med

Nedenstående beskrivelse fra Richard Davidson & Sharon Begley (2012) kan give os et overblik og en overordnet forståelse for insulas ’funktioner’:

Insula er placeret midt mellem tindingelapperne og pandelapperne og indeholder det, der kaldes et viscerotopisk kort over kroppen. Det vil sige, at de indre organer – hjertet, leveren, tyktarmen, kønsorganerne, lungerne, maven, nyrerne – alle sammen er kortlagt på hver sit bestemte sted i insula. Med „kortlagt” menes noget i retning af den måde, hver eneste plet på huden er kortlagt på den somatosensoriske cortex, hvor bestemte klynger af neuroner modtager signaler fra hver eneste plet af kroppens overflade, fra panden ned til tæerne og fra hvert eneste følsomt sted ind imellem. Hvert område på huden sender signaler til ét enkelt sted i den somatosensoriske cortex. Det er i den forstand, kroppens overflade er kortlagt på den somatosensoriske cortex. På samme måde modtager insula signaler fra de indre organer og danner et kort over dem i den forstand, at bestemte områder af insula modtager input fra bestemte organer. Den udgør således hjernens kontrolbord, hvorfra alt neden for halsen og inden i kroppen overvåges.

Når insula sætter sit aktivitetsniveau i vejret – ved for eksempel at aktivere flere neuroner, som modtager input fra hjertet, eller indrullere flere neuroner til at overføre disse data til de områder af hjernen, der foretager de egentlige beregninger – bliver folk mere sensitive for deres hjerterytme. Med moderne hjernescanninger[1] har britiske forskere fundet frem til, at mennesker, som er gode til at bedømme deres hjerterytme, også har en større insula. Jo større insula er, jo mere præcist er deres skøn.

Interessant nok er en kraftigere aktivering af insula forbundet med større bevidsthed ikke kun om fysiske fornemmelser, men også om følelser. I en undersøgelse udført i 2010 i England, fik forskerne folk til at besvare spørgsmål, der var udformet til at afsløre, hvor på en skala over grader af aleksitymi (vanskelighed med at identificere og beskrive ens egne følelser) de befandt sig. De skulle angive, om forskellige udsagn beskrev dem nøjagtigt, som i: „Når andre mennesker er sårede eller kede af det, har jeg svært ved at forestille mig, hvad de føler”, „Når jeg bliver spurgt, hvad jeg føler i en situation, kender jeg ofte ikke svaret”, „Jeg kan ikke identificere følelser, som jeg vagt kan fornemme, jeg går med indeni”. Senere målte man aktiviteten i deltagernes insula. Jo mere aleksitymisk personen så ud til at være på baggrund af svarene på spørgsmål som disse, jo lavere aktivitet var der i insula (Davidson & Begley 2012, s. 96-97).

Hernæst vil jeg gå mere i dybden med forskellige temaer, som forskningslitteraturen har belyst mht. insula.

Insula og kroppens tilstand

I artikler i 2002 og 2003 præsenterede Bud Craig ny skelsættende viden: Han havde identificeret en homeostatisk afferent nervebane, der repræsenterer den fysiske tilstand af alle kroppens væv. Nervebanen udgør den længe savnede sensoriske komponent af det autonome nervesystem (Craig 2002, Craig 2003).

Nervesignalerne fra den ny-identificerede nervebane ender i insula, som derved får en central rolle med at integrere disse informationer fra kroppens indre, og den opfattes dermed som det primære område i hjernebarken for viscerale (= indvolde), afferente sansninger – også kaldet interoception (Craig 2002; Berntson et al. 2019). Man kan sige, at insula ’indeholder’ en sensorisk ’kortlægning’ af den fysiologiske tilstand af hele kroppen (den viscerotopiske organisering). Indlejret i denne ’interoceptive cortex’ er der således repræsentationer af adskillige typer af sansninger, inkl. temperatur, smerte, kløe, muskulære og viscerale sansninger, ’sanselig berøring’, sult, tørst m.v. (Craig 2002). På den måde overvåger insula – via disse nervebaner fra kroppens indre – organernes og vævenes tilstand for at sikre homeostatisk kontrol og organismens stabilitet (Tsakiris & Critchley 2016).

Opsummeret i én sætning kan man sige, at registrering af kropslige tilstande er en nøglefunktion for insula. Som det beskrives yderligere nedenfor, skal det dog også nævnes, at insula desuden er tæt forbundet med kortikale og subkortikale områder involveret i kognition, følelser og motivation, herunder den præfrontale cortex, den forreste del af cingulate cortex (anterior cingulate cortex, ACC) og amygdala.

Insula og ‘Bodily feelings’

Under denne overskrift handler det om, at repræsentationen af kroppens tilstand i insula ikke bare skal ses som en ‘simpel’ regulering af homeostase, som foregår uden for vores bevisdsthed. Kroppens tilstand er i høj grad knyttet til følelser og kropslige behov såsom sult, tørst og meget andet, som også kan kaldes ’motivational needs’, fordi de driver og guider adfærd – fx ved at klø, når huden klør – men også i bredere betydning af at opnå kropsligt velvære og balance. Her er det også relevant at fremhæve, at insula også modtager de såkaldte ‘C taktile afferenter’ (CT afferents), som er den del af nervesystemet, der informerer om let berøring, når huden stryges på en behagelig, kærtegn-lignende måde (Gogolla 2017). Dette er i modsætning til følesansen generelt, som repræsenteres i det somato-sensoriske cortex.

Flere typer af signaler integreres således i insula: kropslige fornemmelser, autonom kontrol og signaler fra andre hjerneregioner involveret i følelsesbehandling (fx amygdala). Dette er i forlængelse af tidlige teorier om emotioner og følelser fra Descartes samt James og Lange, som understreger sammenhængen mellem interoception og følelser ved at argumentere for, at følelser fremkaldes af perception af kroppens fysiske reaktioner og ikke kan eksistere uden oplevelsen af kropslige følelser (bodily feelings) (Gogolla 2017). Dette er i lighed med den såkaldte somatisk markør-hypotese, som beskrives nedenfor.

Når interoceptive sansninger repræsenteres i insula, udgør det et grundlag for den subjektive vurdering af ens tilstand; ‘how do you feel?’, som var titlen på Bud Craigs første artikel om disse nervebaner og insula (Craig 2002).

Insula og somatisk markør

En lignende sammenhæng mellem kropstilstande og følelser er formuleret som ’somatisk markør-hypotesen’ af Antonio Damasio. Hypotesen fremfører, at i beslutningstagning virker kognitive funktioner, kropslige følelser og emotioner altid sammen: Den somatiske markør er en ændring i kroppens tilstand, der dernæst genererer en følelsestilstand, som kan være ubevidst, men som er nødvendig for at tage rationelle beslutninger, der påvirker personens ’livsføring’ på helt afgørende måder. Hypotesen understøttes empirisk af viden fra patienter, hvor skader i visse hjernedele forhindrer dem i at opfatte kropslige tilstande og gennemføre helt almindelige vurderings- og beslutningsprocesser.

De anatomiske træk ved Damasios hypotese inkluderer en central rolle for den forreste del af insula i repræsentationen af sådanne følelsestilstande (Craig 2002).

Insula og embodiment

Dette afsnit er en kende mere filosofisk. Det er et udsnit af en artikel fra Nature i 2003, hvor Antonio Damasio beskriver områder af hjernen, som kortlægger kroppens tilstand – (gæt selv hvilken hjernedel, der indgår):

Nogle dele af hjernen kan frit strejfe rundt i verden og kortlægge hvilken som helst lyd, form, smag eller lugt eller tekstur, som organismens design gør dem i stand til at kortlægge. Men nogle andre hjernedele – dem, der repræsenterer organismens egen struktur og indre tilstand – er slet ikke frie til at strejfe rundt; de kan ikke kortlægge andet end kroppen, og de fanget til at være kroppens publikum.

Det er rimeligt at antage, at disse hjerneområders kortlægning af kroppen er kilden til følelsen af kontinuerligt væren, der forankrer det mentale selv. Vi begynder at opdage det neurale maskineri, der kræves for at kortlægge kroppen. Dette maskineri omfatter veje, der transmitterer kemiske signaler fra det indre miljø, gennem blodbanen, direkte til hjerneregioner såsom hypothalamus; samt neurale signaler fra indvolde og muskler, der overføres af nervefibre til hjerneområder i rygmarven og hjernestammen. Inden i selve hjernen signalerer specifikke baner denne kropsrelaterede information til visse sektorer af thalamus og insula. Integrationen af sådanne signaler konstruerer sammensatte og dynamiske kort over kroppens tilstand fra øjeblik til øjeblik (Damasio 2003).

Sammenfatning og perspektivering

Inden for den hurtigt voksende litteratur om interoception er der en stor mængde forskning, der forbinder opfattelse og bevidsthed om alle indre fysiske fornemmelser til den viscerotopisk organiserede forreste del af insula. Disse ”insula-aktiviteter” ser ud til at give en integreret metarepræsentation på flere niveauer af hele kroppens tilstand og inkluderer den indre kropsoplevelse af følelser og smerte (Mehling et al. 2012).

Insula er langt fra en isoleret ‘ø’, men snarere et knudepunkt, der forbinder og integrerer forskellige funktionelle systemer, som ligger til grund for sensorisk, følelsesmæssig, motiverende og kognitiv bearbejdning. Gennem sine forbindelser er insula ideel til løbende at overvåge kropslige og følelsesmæssige tilstande, samt at forudsige hvordan fremtidige handlinger kan påvirke overlevelse og velvære.

Interoceptive signaler ses i stigende grad til at have en gennemgribende indflydelse på perception, opmærksomhed og kognition samt vejleder beslutningstagning og former hukommelse og følelsesbehandling (Tsakiris & Critchley 2016).

Når man vil prøve at koble denne viden til praksis, så handler det i grove træk bl.a. om, at der tilsyneladende kan være en ubalanceret sammenhæng mellem krop og psyke, og at dette kan ligge til grund for en række psykiatriske lidelser.

Med anvendelse af forskellige hjernescanningsmetoder, der viser hjernen i funktion, har man identificeret, at insula er påvirket på tværs af mange psykiatriske og neurologiske lidelser, inklusive, men ikke begrænset til, angstlidelser, afhængighed, depression, skizofreni og autisme (Gogolla 2017). Interoceptive processer ser ud til at have en vigtig rolle i de mekanismer, der understøtter affektive og kognitive funktioner, herunder den sammenhængende repræsentation af vores overordnede bevidsthed og en bevidst oplevelse af et selv. Det er vist, at forskellige i personers ”interoceptive kapacitet” er knyttet til tykkelsen af insula, hvilket peger på potentielle neuroplasticitetseffekter af interoceptiv bevidsthed (Mehling et al. 2012). Disse indsigter informerer yderligere om vores forståelse af følelsesmæssig psykopatologi (Tsakiris & Critchley 2016). Det er bl.a. foreslået, at måling af insula-stofskifte inden for neuropsykiatriske lidelser kunne fungere som en biomarkør ved hjernescanninger til at vejlede behandlingsvalg (Gogolla 2017).

For psykomotoriske terapeuter og andre med interesse i krop-psykesammenhænge, så er insula en vigtig del af hjernen at kende, da den bygger bro mellem krop og psyke. Selvfølgelig bør man være forsigtig, når man tilskriver en sådan stor funktion som generering af bevidsthed til en hvilken som helst hjerneregion, men forskningen illustrerer også nogle interessante processer i samspillet mellem krop og psyke.

Litteratur

Berntson, P., Gianaros, J., & Tsakiris, M. (2019). lnteroception and the autonomic nervous system: Bottom-up meets top-down. I Tsakiris, M. & De Preester, H. (Red.), The interoceptive mind: From homeostasis to awareness (s. 3–23). Oxford University Press.

Craig, A. D. (2002). How do you feel? Interoception: the sense of the physiological condition of the body. Nat Rev Neurosci 3, 655–666. https://doi.org/10.1038/nrn894

Craig A. D. (2003). Interoception: the sense of the physiological condition of the body. Current opinion in neurobiology, 13(4), 500–505. https://doi.org/10.1016/s0959-4388(03)00090-4

Craig A. D. (2013). Cooling, pain, and other feelings from the body in relation to the autonomic nervous system. Handbook of clinical neurology, 117, 103–109. https://doi.org/10.1016/B978-0-444-53491-0.00009-2

Craig, A. D. (2015). How do you feel? An interoceptive moment with your neurobiological self. Princeton University Press.

Damasio A. (2003). Mental self: The person within. Nature, 423(6937), 227. https://doi.org/10.1038/423227a

Davidson, R. & Begley, S. (2012). Din hjernes følelsesmæssige liv. Borgen.

Gogolla N. (2017). The insular cortex. Current biology : CB, 27(12), R580–R586. https://doi.org/10.1016/j.cub.2017.05.010

Mehling et al 2012 Mehling, W. E., Price, C., Daubenmier, J. J., Acree, M., Bartmess, E., & Stewart, A. (2012). The Multidimensional Assessment of Interoceptive Awareness (MAIA). PloS one, 7(11), e48230. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0048230

Tsakiris, M., & Critchley, H. (2016). Interoception beyond homeostasis: affect, cognition and mental health. Philosophical transactions of the Royal Society of London. Series B, Biological sciences, 371(1708), 20160002. https://doi.org/10.1098/rstb.2016.0002


[1] Forskellige former for neuroimaging er bl.a.MR-, CT- og fMRI-scanninger, som kan vise hjernens opbygning og funktion, fx mens forsøgspersonen løser opgaver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.