Menneskekroppen har et fantastisk samlet ’sanseapparat’, som kortlægger både den ydre verden og kroppens indre tilstand. Svaret på spørgsmålet i titlen illustrerer nogle vigtige hovedprincipper for vores sansers virkningsmåde, der udspringer af den såkaldte ’lov om specifikke nerveenergier’, som jeg vil gennemgå med afsæt i disse to kilder: Fernando Cerveros bog ’Understanding pain: Exploring the perception of pain’ fra 2013[1] og artiklen ‘A history of the concept of the stimulus and the role it played in the neurosciences’ af Steven Cassedy fra 2008[2].
Hvis et træ i skoven falder, og ingen er i nærheden til at høre det, vil det så stadig lave en lyd? Dette spørgsmål er meget vigtigt for at forstå en af de vigtigste udviklinger i det videnskabelige studie af sanseperception: Loven om specifikke nerveenergier (the law of specific energy of sensory nerves), fremsat af den tyske fysiolog Johannes Müller omkring 1835. Før loven om specifikke nerveenergier blev foreslået, var det generelt accepteret, at sanserne giver os en præcis opfattelse af den ydre verden; så det vi ser, hører, rører ved eller lugter, er realistiske afspejlinger af den fysiske verden, der omgiver os. Ordet ’energi’ dækker over alle relevante fysiske fænomener i omverdenen. Müller foreslog, at vi kun kan opnå en meget begrænset opfattelse af omverdenen, og at det, vi kan se, høre, røre eller lugte kun er den del af omverdenen, som vores sanseorganer er i stand til at detektere.
Sanseperception er altså ikke en ren overførsel af en kvalitet eller tilstand af eksterne kilder til bevidstheden, men derimod ledningen af en kvalitet eller tilstand af vores nerver til bevidstheden, når nervesystemet (sansecellen) er blevet aktiveret af en ydre årsag. Der er meget mere i verden, end hvad vi kan se, høre eller røre ved – og mange former af energi omkring os, som vi er helt uvidende om, fordi vi mangler sensorer til dem.
Derfor er svaret på spørgsmålet om det faldende træ i skoven, at faldende træer aldrig ’laver en lyd’, uanset om der er nogen i nærheden eller ej. Den lyd, vi hører, når et træ falder – eller en hvilken som helst lyd, vi kan høre, for den sags skyld – er et produkt af hjernens funktion; nemlig resultatet af en registrering af trykbølger, som træet genererer, når det falder. Vores ører registrerer bølger i området fra omkring 20 Hz til 20.000 Hz, og den del af spektret af bølger lavet af det faldende træ, der er inden for dette interval, genererer nervesignaler i vores indre ører, der til sidst opfattes som en lyd af de hjernedele, som bearbejder den slags nervesignaler. Men lyden er altså ikke en fysisk egenskab ved det faldende træ.
Vi lærer hele livet at fortolke disse hjerneopfattelser som lyde fra forskellige begivenheder: et træ, der falder, en bil, der kører forbi, en fugl, der synger, eller et barn, der græder. Dyr, yngre eller ældre mennesker har forskellige auditive spektre, og de lyde, som de opfatter fra omverdenen, er forskellige fra en normal voksen. En fløjte, der bruges til at træning af hunde, genererer lyde i området 16.000-22.000 Hz, der er perfekt hørbare for en hund, men næsten umærkelige for et voksent menneske.
Måske vil du blive overrasket over at vide, at is faktisk ikke i sig selv er kold. Det, vi kalder kulde er en sanseopfattelse i vores hjerne, som vi tolker som kulde, og den genereres af temperatursensorerne i vores hud, når de aktiveres af isens temperatur. Hvis ikke vi havde sådanne temperatursensorer, ville isen ikke føles kold. Ligeledes med varme, berøring, farven rød eller enhver anden form for sanseopfattelse. Vi går hver dag gennem en verden fyldt med en virkelighed, som vi kun opfatter en brøkdel af. Vi er omgivet af elektromagnetiske bølger fra fx radioer og mobiltelefoner uden at have den mindste fornemmelse af, at alle disse signaler er der. Alligevel er de lige så virkelige som de træer, vi ser, og fuglene vi hører. Vi har bygget maskiner – mobiltelefoner og radioer – der kan opfange disse signaler, fordi de har passende ’sensorer’.
Mennesker er ufølsomme over for radioaktive bølger, der kan dræbe os; og derfor har vi behov for at bære kunstige sensorer og ekstra beskyttelse i radioaktive omgivelser. Vi kan ikke opfatte infrarødt lys, men det kan mange slanger; de jager deres bytte ved at skelne temperaturforskelle mellem dem og de omkringliggende genstande. Flagermus flyver rundt ved at registrere ekkoer med bølgelængder langt uden for alt, hvad vi kan opfatte. Nogle dyr kan fornemme planetens magnetfelt og orientere sig efter dette signal snarere end ved syn eller lyd. Verden ser meget forskellig ud for hver dyreart, og det afhænger helt af arten og den række af sensorer, som hvert dyr har. Vi opfatter den ydre verden gennem vores sansers vinduer, og hvad vi opfatter, er kun præcis den brøkdel af den virkelige verden, som vi har et sanseorgan for.
Essensen af loven om specifikke nerveenergier er altså, at hver sansecelle i vores krop registrerer et begrænset udsnit af en bestemt slags energi, og at dette udsnit bestemmer hvad slags fornemmelser, vi kan opfatte. Dette er kendt som ’det adækvate stimulus for en sansecelle’, og det omfatter både typen og udsnittet af energi, som sansecellen er følsom for. Müller udtrykker det på denne måde: ’Uden det levende øre er der ingen lyd i verden, kun vibrationer; uden det levende øje er der ingen lys, ingen farve, ingen mørke i verden, kun svingningerne af lysets uoverskuelige stof og dets fravær.’
Stimulering af sanseceller på den passende – adækvate – måde giver hjernen mulighed for at generere en meningsfuld perception af sansningen. Stimulation på andre måder vil kun kunne producere en meningsløs perception, fx ved tryk på øjet eller på en nerve.
Ja, og hvad kan man så bruge det til?
Blogindlægget har peget vigtige basale principper, som handler om, at sansecellers virkningsmåde er bestemmende for de nervesignaler, som er første led på vejen fra sansning til perception.
Perceptionen består både af top-down og bottom-up processer. Ovenstående gennemgang viser, at grænsen mellem de to processer er uskarp og afhænger af perspektiv. Allerede kroppens og nervesystemets fysiske opbygning deltager i vores konstruktionen af virkeligheden – dvs. de ’rå sansestimuli’ (bottom-up) har allerede været gennem et filter og en ’fortolkning’ i vores sanceceller og perifere nervesystem, hvilket på en måde også er en form for – evolutionært udviklet – top down-proces.
Denne viden kan man så bl.a. bruge til at vurdere, hvor meningsfuldt det er, når det nogle steder foreslås[3], at man kan stimulere vagusnerven ved at trykke på nerven eller lave øvelser, som skaber vibrationer i halsområdet, hvor vagusnerven passerer.
I dele af smertevidenskaben bruger man principperne til at kigge nærmere på nociceptorernes egenskaber og virkning; for hvad er egentlig det adækvate stimulus ved kronisk smerte? Og hvordan er det, når vi snakker om interoception generelt? Disse sansninger fra kroppen er ofte mere utydelige og måske diffuse. Her gælder det jo også, at sansecellerne bare kan give et begrænset billede af den virkelige tilstand i vævene. Med endnu et eksempel fra smertevidenskab, så tyder det på, at det er ’konstruktivt’ at arbejde med egne forholdemåder til smerteperceptionen og dennes kobling til sansninger fra vævene.
[1] Cervero, F. (2012). Understanding Pain: Exploring the Perception of Pain. The MIT Press. https://doi.org/10.7551/mitpress/8940.001.0001
[2] Cassidy, S. (2008). A history of the concept of the stimulus and the role it played in the neurosciences. Journal of the History of the Neurosciences, 17:4, 405-432. https://www-tandfonline-com.ez-jmk.statsbiblioteket.dk:12048/doi/pdf/10.1080/09647040701296861?needAccess=true