Menu Luk

Tro ikke på alt, hvad du tænker

”Måske tager vi fejl – visdom fra mit liv som buddhistmunk” er en bog af svenskeren Björn Natthiko Lindeblad fra 2022. Jeg læste den med stor fornøjelse, og jeg vil i dette blogindlæg viderebringe nogle af de betragtninger om tanker, som Lindeblad skriver levende og interessant om. Selvom hans erfaringer er opnået i en ret ekstrem hverdag præget af buddhistiske ritualer og et spartansk liv som munk, så finder jeg, at der også er noget alment menneskeligt, som handler om blive bedre til at reflektere over sine tanker og derigennem at frigøre os fra negative tanker og finde en indre ro.

I sammenligning med de thai’er, han lærer at kende, mener Björn Lindeblad, at mange mennesker i vores del af verden lever med konstant brok fra en hård indre kritiker: ”En stemme, der er smålig, når den taler til os; selv når vi blot har begået en uskyldig fejl. Vi bærer ofte rundt på en følelse af ikke at leve op til noget og en frygt for at blive ’afsløret’. Vi tvivler på, om folk vil kunne lide os, hvis de vidste, hvordan vi i virkeligheden er” (s. 28-29).

Vi kender det nok alle; at tanker om fortid og fremtid kaprer sig plads i vores bevidsthed. Hos Lindeblad er det både egne livserfaringer, men også aftryk fra en buddhistisk, eksistentiel opfattelse; at mennesker, på grund af deres tanker, ikke lever i harmoni med virkeligheden. Derfor siger Lindeblad, at mange af vores tanker er ufrivillige, og at vi har svært ved at styre vores tanker. Det kan skabe problemer, for når vi tror på alt, hvad vi tænker, så bliver vi sårbare og forsvarsløse. Måske, siger Lindeblad, kan vi tilskynde nogle tanker mere end andre, give dem mere eller mindre plads, men vi kan ikke kontrollere, hvad der dukker op i vores sind. Vi kan kun vælge, om vi vil tro på det eller ej (s. 36).

Se hvordan han reflekterer over dette i kapitel 16 ”Selvforskyldt psykisk lidelse”:

”Det meste af den psykiske lidelse, vi mennesker oplever, er frivillig og selvforskyldt. Det var en af Buddhas største erkendelser. Det er en fase i den menneskelige udvikling, vi ikke kan undgå; vi går alle igennem det, og det er helt naturligt. Og det er præcis det, jeg vender tilbage til igen og igen – at vi tror på tanker, der vil skade os. Tanker der gør det svært, hårdt og kompliceret at være dig og mig.

Et sted inden i os selv, hvad enten det er bevidst eller ubevidst, ved vi, at mange af de svære ting i vores liv skyldes vores egne tanker. Vores psykiske lidelser er for det meste ikke forårsaget af eksterne begivenheder, men derimod af hvad der sker inden i os – tanker, der dukker op, og som vi kan vælge at tro på eller lade være. Det er dér i vores sind, at vores lidelse bliver skabt, og det er dér, den trives og lever. Lige så længe vi giver den lov til det.

At psykisk lidelse er selvforskyldt, gør det ikke mindre smertefuldt, overhovedet ikke. Men ved at forstå det, kan vi forholde os til lidelsen på en ny måde. Jeg vil påstå, at det er den væsentligste årsag til, at du ikke bør tro blindt på alle dine tanker. Dén indsigt kan være svær, fordi det kræver en temmelig stor portion ydmyghed. Vi kan ikke længere bebrejde andre mennesker eller omstændigheder – men det pirrer også vores interesse: hvordan kan jeg forholde mig til mine egne tanker følelser på en måde, så det ikke skaber så megen psykisk lidelse for mig selv?

En del af den menneskelige psyke er meget glad for at give andre skylden for alting: Hvis mine forældre havde været anderledes. Hvis folk ikke havde været så onde ved mig. Hvis politikerne bare traf nogle bedre beslutninger.

Der er intet, vi kan gøre ved det. Det er en grundlæggende del af vores ego. Det er fuldstændig naturligt. Når livet bliver hårdt, og vi står overfor et psykisk pres, så er det nemmere at pege fingre, og det gør os mindre sårbare. Men selv hvis det gør os ubehageligt til mode, så bliver det med tiden absolut nødvendigt, at vi stiller os selv spørgsmålet: Er der noget, jeg kan gøre lige her, lige nu, for at hjælpe mig til at føle mig mindre skidt tilpas i denne situation?

Verden går videre. Ingen andre, intet andet behøver at ændre sig for at gøre det nemmere at være dig og mig. For når vi føler os pressede, triste, ensomme, bange, små og utilstrækkelige, så skyldes de følelser bemærkelsesværdigt ofte, at vi klynger os fast til nogle tanker, som vi stædigt nægter at give slip på. Ofte er det en fuldstændig fornuftig tanke, og den indeholder ofte et ’burde’. Far burde ikke have gjort dét. Mor burde ikke have sagt dét. Mine venner burde huske dét. Mine børn burde have interesseret sig for dét. Min chef burde have vidst dét. Min partner burde tale, tænke og opføre sig anderledes.

Og så den tanke, der gør allermest ondt: Jeg burde være anderledes; jeg burde være klogere; arbejde hårdere; være rigere, bedre, tyndere og mere moden. Den hule kan du være fanget i for evigt.

Men du kan også træde forsigtigt ud af den og besvare det med et smil: Tak for dit input, vi vender tilbage til dig” (s. 94-96).

Lindeblad beskriver det som, at du opdager, at det er en form for omrejsende abekattecirkus, der styrer dine tanker det meste af tiden. Vi kan trøste os med, at der ikke er noget underligt i det, for det gælder for os alle. Lindeblads vigtige pointe er, at vi skal forstå, at det bare er tanker – ikke sandheden. I øvrigt kan det være brugbart at bemærke vores interne tankecirkus, fordi det kan hjælpe os til at skabe afstand til tankemylderet, når vi virkelig har brug for det. Vi kan lære at tage vores tanker mindre alvorligt, og vi kan finde en bedre måde at håndtere dem på: ”Nå da, dér er den latterlige tanke. Nå, men den har jeg ikke tænkt mig at holde fast i” (s. 31).

Man skal nok ikke læse Lindeblad på den måde, at alle psykiske lidelser er selvforskyldte, men hans pointe er, at uanset årsagen og situationen, så besidder vi det, som han kalder en superkraft: At styre vores opmærksomhed og vælge, hvor vi retter den hen. Selvom det ikke er let og ligetil og muligheden måske ofte bliver overset, så mener Lindeblad, at hvis vi kan gribe vores tanker an med en vis skepsis og humor, så bliver det uendelig meget lettere at være dig og mig (s.35).

Lindeblads oplevelser og erfaringer er selvsagt præget af hans egen personlighed og hans liv i 17 år som munk, men jeg synes, at det er interessant, når han snakker om en potentiel superkraft, som vi alle har, der kan hjælpe os til at forholde os mere konstruktivt til vores tanker. Og selvom det helt sikkert kræver en del øvelse at bringe denne superkraft i anvendelse – og især i svære situationer – så kræver det på den anden side heller ikke, at man lever som munk i årevis.

Det er interessant, at de stoiske filosoffer for ca. 2000 år siden havde nogle lignende betragtninger om tanker og bekymringer, fx anvisningen om kun at fokusere på det, du kan rent faktisk kan kontrollere. Og nutildags bruges disse principper i meditationsformer såsom mindfulness og i metakognitiv terapi.

Eksempelvis skriver Jon Kabat-Zin i indledningen i bogen ”Lige meget hvor du går hen, er du der: At leve med fuld opmærksomhed: ”For eksempel henfalder vi, ofte ganske ubevidst, til antagelsen om, at det vi tænker – de idéer og meninger, vi rummer på et givet tidspunkt – er ’sandheden’ om, hvad der befinder sig ’derude’ i verden og ’herinde’ i vores sind. Men for det meste er det bare ikke tilfældet”. Han skriver videre, at man gennem en proces med meditation kan løfte sig op over disse tanker, og dermed gøre sig fri af den drømmevirkelighed, som man selv har skabt. Nogle tilsvarende refleksioner har Simon Krohn i bogen ”Nærmere noget: Filosofien bag yoga”, hvor han nævner, at de metakognitive tanker, som kan hjælpe én til at lægge mærke til sit tankemylder, er ’gavnlige’ at opøve.

Dette metaperspektiv på sine tanker er ikke et quick-fix, og det pålægger ikke alt ansvar hos den enkelte. Noget kan ligge hos os selv, men der vil også være mange tematikker, der foregår i samspil med de omgivelser, som personen indgår i. I forhold til menneskers oplevelse af stress, så er rammer og vilkår for arbejdet vigtige faktorer, og at have bedre kontrol over sine tanker står absolut ikke alene til at modvirke stress.  

”Tro ikke på alt, hvad du tænker” er altså ikke en løsning, der kan stå alene, men princippet har et stort potentiale til at øge den mentale sundhed og mindske stress.

Man kan blive bedre til at ’tøjle’ sine egne tanker og lære at styre sin opmærksomhed og vælge, hvor man retter den hen. Det kan være, at nogle har brug for hjælp til det, mens andre i højere grad selv kan. Et supplerende perspektiv er, at vi kan opbygge en fælles forståelse og vide, at det er normalt og almindeligt at have tanker, som påvirker humøret i en negativ retning. En sådan åbenhed og fælles viden om, at mange døjer med de sammen ting, kan føre til, at vi alle kan sænke skuldrene lidt og holde op med at lade som om, vi har styr på det hele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.