Forestil dig dette: I stedet for at sende et rover-køretøj til Mars, skyder vi blot en enkelt kugle over til planeten: en lille kugle, der kan sidde på enden af en nål. Ved at bruge energi fra kilder omkring den, deler kuglen sig til en hær af lignende kugler.
Kuglerne hænger fast på hinanden, og fra kuglerne vokser der nye funktioner ud: hjul, linser, temperatursensorer og et komplet internt styresystem. Du ville blive henrykt over at se sådan et system udløse sig selv. Men du behøver kun at gå til en hvilken som helst børnehave for at se denne udpakning i aktion. Du vil se jamrende babyer, der begyndte som et enkelt, mikroskopisk, befrugtet æg og nu er i færd med at frigøre sig selv til enorme mennesker, fyldt med fotondetektorer, flerleddede vedhæng, tryksensorer, blodpumper og maskineri til metabolisering af kraft fra alle omkring dem.
Men dette er ikke engang den bedste del ved mennesker; der er noget endnu mere forbløffende. Vores maskineri er ikke fuldt forprogrammeret, men former sig i stedet ved at interagere med verden. Mens vi vokser, omskriver vi konstant vores hjernes kredsløb for at tackle udfordringer, udnytte muligheder og forstå de sociale strukturer omkring os. Vores art har med succes overtaget hvert hjørne af kloden, fordi vi repræsenterer det højeste udtryk for et trick, som Moder Natur har opdaget: programmér ikke hjernen i detaljer; i stedet skal systemet bare sættes op med de grundlæggende byggeklodser og ud i verden. Den grædende baby holder til sidst op med at græde, ser sig omkring og absorberer verden omkring den. Den former sig efter omgivelserne. Det optager alt fra lokalt sprog til bredere kultur til global politik. Det viderefører overbevisninger og fordomme fra dem, der opdrager det. Alle kærlige minder, hver lektie, den lærer, hver dråbe information, den drikker – alt dette former babyens kredsløb til at udvikle noget, der aldrig var forudplanlagt, men i stedet afspejler verden omkring den. Og det fortsætter faktisk hele livet; vores hjerner vil uophørligt omkonfigurere deres egne ledninger.
Ovenstående tekst kommer fra forordet i David Eaglemans nyeste bog ” Livewired – the inside story of the ever-changing brain”[1].
Den lille historie er mest en sjov og anderledes beskrivelse af de biokemiske processer, som skaber et menneske, men det vækker til eftertanke både hvor forunderlig vores organisme er og hvor betydningsfuldt samspillet med omgivelserne er i udviklingen af organismen.
Citatet illustrerer den vigtige dynamik i begrebet fra bogens titel: ’Livewired’, som rummer den forståelse, at der godt nok er noget ’hardware’ fra start af, men at de ’programmer’, som kører på hardwaren, også ændrer selve hardwaren. I stedet for talemåden at noget i vores hjerner er hardwired eller tale om hardware og software, så er ’livewired’ en bedre metafor for vores hjerne.
Sagt på en anden måde handler det om samspillet mellem gener og miljø, og hvordan miljøet har en altafgørende betydning for udviklingen af organismen – netop fordi generne danner en organisme, som kan formes og er ’plastisk’. Man troede tidligere, at hjernens plasticitet ophørte, når barnet blev voksent, men man ved nu, at vores hjerner tilpasser sig hele livet, og derfor giver det i høj grad også mening for voksne at stimulere hjernen til at danne nye hjerneceller og hjernekredsløb. Noget så simpelt som fysisk aktivitet virker som gødning for hjernen, og sociale samspil, meditation og mange andre aktiviteter har tilsvarende positive, stimulerende effekter.
[1] Eagleman, D. (2021). Livewired: The inside story of the ever-changing brain. New York, Vintage Books.