I starten af juni måned var jeg med til den workshop, som Steen Storgaard fra Ballerup Kommunes PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) afholdt på Psykomotorikuddannelsen i Hillerød. Steen er psykomotorisk terapeut og desuden praktikvejleder, når studerende kommer dér i praktik.
Det var en spændende og fornøjelig eftermiddag, hvor Steen fortalte om sit arbejde med børn i Ballerup kommune, og hvor vi efterfølgende lavede flere forskellige øvelser under et overordnet tema, der hed slåskultur, hvor Steen bl.a. er inspireret af Michael Blumes bog: “Slåskultur – En teoretisk og praktisk bog om slåskampe”. Det var legeprægede aktiviteter i hold eller i par, hvor man fx mærkede sine egne og sin partners kræfter i samspil og modspil.
Først og fremmest var aktiviteterne sjove, og de satte godt gang i kroppen og i samspillet med de andre deltagere. Derudover var det kendetegnende for aktiviteterne, at der var markante skift imellem højt aktivitetsniveau og lavt niveau. Steen kunne med en øvelse køre os højt op, og så brat føre os helt ned i intensitet.
Det er jo på mange måder meningsfuldt at lave kropslige aktiviteter og legeprægede aktiviteter med børn. Men der er faktisk en pointe med at lave skift mellem højt og lavt aktivitetsniveau. Steen og hans kolleger har nemlig et mål, de vil opnå – en særlig form for læring for børnene.
Derfor har Steen og co. lavet et speedometer af pap, som kan illustrere kroppens tilstand (de kalder det også arousalniveauet). Målet er at give børnene kropserfaring og et sprog til at udtrykke deres fysiske og psykiske tilstand, fordi det har betydning for deres deltagelse i undervisningen. Se billedet af speedometeret nedenfor.
Nedenfor følger en beskrivelse af speedometeret og det såkaldte motorsprog, som medarbejderne bruger i arbejdet med børnene i 0. klasse. Det er et uddrag fra en artikel[1] skrevet af Steen Storgaard og hans kolleger, som beskriver projektet Vi ka’:
I Vi ka’ er der udviklet et fælles sprog – motorsprog om kroppen som en motor. Vi har udviklet et speedometer, som på en konkret måde understøtter dialogen mellem børn og voksne samt et Vi ka’-talog med motoraktiviteter. Inspirationen til motorsprog er hentet fra sanseintegrationsteorien, som tilbyder os et alternativ til at forstå børns adfærd som kropslige reaktioner på et givent arousalniveau. I motorsproget bliver arousalniveau omtalt samt i speedometeret illustreret som tre forskellige gear motoren kan køre i; for lavt gear, tilpas gear og for højt gear.
Erfaringerne med at anvende motorsprog og speedometer i Vi ka’ viser, at det giver børnene mulighed for at registrere og sætte ord på forskellige kropslige gear deres motorer kan køre i, samt at vise deres kropslige behov. De voksne har stillet sig til rådighed for barnet og ved siden af barnet og sammen har de eksperimenteret med, hvad der skulle til for, at barnets motor kunne køre i tilpas gear og dermed give barnet bedre deltagelsesbetingelser i undervisningen. Børnene opleves som kropsligt kompetente, netop fordi de kan registrere deres gear og med motorsproget sætte ord på, samt agere på egne kropslige behov i undervisningen. Der er skabt en bevidsthed og legitimitet i klassen om, at vi hver især kan have forskellige behov på forskellige tidspunkter i løbet af en lektion. Dette har afgørende betydning for at fremme gode betingelser for læring både for fællesskabet, det enkelte barn og i arbejdet med at udvikle inkluderende læringsmiljøer. Samtidig taler motorsproget ind i de fælles mål for børnehaveklassen, hvor ”Krop og bevægelse” er et af de seks kompetenceområder.
| ”Motorsprog er med til at skabe en bevidsthed hos børnene, fordi det er så billedligt… Børnene kan både bruge speedometer til at sige, hvor de er (i arousal), og hvad der skal til… for at komme op i det grønne… det er forskelligt, hvad man skal gøre, der findes ikke en bestemt formular, om hvad der skal til. Det er vi nødt til at finde ud af sammen, dig og mig, lærer og elev – hvad er det, der fungerer for dig”. (Pædagog) |
Ovenstående beskrivelser fra artiklen handler altså om børn i 0. og 1. klasse, men det giver god inspiration til, hvordan man også kan arbejde med større børn og voksne.
Men hvis du ikke har noget pap eller synes, at det er lidt specielt at lave et sådant speedometer, så fortvivl ikke. Vi har faktisk alle sammen et andet speedometer indbygget, som kan fortælle om kroppens tilstand: Det er åndedrættet. Som jeg læste i en opgavebesvarelse for nylig, som kan man se åndedrættet som en temperaturmåler på arousalniveauet. Det er der jo hele tiden og afspejler samlet set både den fysiske og psykiske tilstand.
Ligesom hos børnene ovenfor ligger der et læringspotentiale, som en psykomotorisk terapeut kan fremme, i at lægge mærke til åndedrættet og bruge denne viden til at lære, hvad det betyder, og hvordan man kan handle på det, fx skrue op eller ned for arousalniveauet.
Kalibrering gennem fysisk aktivitet
I nogle andre sammenhænge på uddannelsen har vi snakket om denne ’udforskning’ af kropslige og følelsesmæssige tilstande gennem fysisk aktivitet.
Man kan ’kalibrere’ speedometrene ved at bruge fysisk aktivitet til at lære kroppens tilstande og repertoire inkl. toppen og bunden bedre kende – dvs. opleve hele registret og notere sig forskellene. Man kan sige, at man fører en dialog med sig selv (og sig krop) gennem bevægelse.
Her er det værd at bemærke, at når fysisk aktivitet bruges på denne måde, så er det en metode til at gøre de mere intuitive kropsfornemmelser eksplicitte, dvs. tydeliggøre tilstanden i kroppen ’for sig selv’ og forholde sig til, hvad det betyder. Det kan lede til erkendelse, læring og/eller nye måder at se tingene på.
Afslutningsvis vil jeg pege på et temahæfte om slåslege fra den udmærkede serie ’Kroppen i skolen’, som Dansk Idrætslærerforening, Dansk Skoleidræt, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) stod bag. Der er eksempler på mange lege/aktiviteter og det ligger frit tilgængeligt til download her: https://skoleidraet.dk/media/6347069/slaaslege.pdf.
[1] ”Vi ka’ skaber deltagelsesmuligheder for alle nye øjne på børn som kropsligt kompetente”. Artiklen er skrevet af Pædagogisk vejleder Maria Norlin, Pædagogisk vejleder Henriette Sonne Pedersen, Ergoterapeut Henriette Bottos, Motorikkonsulent Steen Storgaard og Leder Anette Kureer PPR, Ballerup Kommune