Menu Luk

Dagens fødselar – som ikke var fucking ligeglad

En af dagens fødselarer er Dave Mustaine, der fylder 60 år i dag. Tillykke! 🇩🇰

Jo okay tillykke, men hvem er Dave Mustaine?

Han er guitarist og sangskriver og leder af bandet Megadeth.

Megadeath?

Nej, Megadeth. Se her, hvad musikanmelderen Erik Jensen skriver om bandet:

”… på hvert af gruppens album kan man høre de melodier, der er lige så sejt svejset sammen som de mest elegante konstruktioner af stål, man kan forestille sig. Svævende og funklende stjerneskud, der indimellem fanges ind i et crescendo af guitarer og hårdtslående rytmer i en kontant slyngende centrifuge af heavy metal, hvor det alligevel altid lykkes at fastholde den gode melodi. Det er den bedrift, der i min bog gør Megadeth til klodens største metalband og Dave Mustaine til genrens bedste sangskriver”.[1]

Jaså, det var ikke så lidt da. Men hvad har det egentlig med psykomotorik at gøre?

Det skal jeg nok fortælle dig, men først må jeg lige fortælle lidt mere om tiden, hvor Dave Mustaine startede Megadeth. Det kan beskrives sådan her:

”I 1983 blev en talentfuld ung guitarist sparket ud af sit band på den værst tænkelige måde. Bandet havde lige underskrevet en pladekontrakt, og de skulle til at indspille deres første album. Men et par dage inden de skulle begynde indspilningerne, smed bandet guitaristen ud ad døren – ingen advarsel, ingen diskussion, ingen dramatik: de vækkede ham bogstaveligt talt en morgen og gav ham en busbillet hjem. Da han sad på bussen fra New York på vej tilbage til Los Angeles, tænkte guitaristen meget over, hvad der var sket: Hvordan kunne det ske? Hvad gjorde jeg forkert? Hvad gør jeg nu? Pladekontrakter hang ikke ligefrem på træerne, især ikke for larmende, nystartede heavy metal bands. Havde han forspildt sin eneste chance?

Men da bussen nåede frem til Los Angeles, var guitaristen færdig med at have ondt af sig selv, og han sværgede, at han ville stifte et nyt band. Han besluttede sig for, at det nye band skulle være så succesfuldt, at hans gamle band ville fortryde deres beslutning for al tid og evighed. Han ville blive så berømt, at de ville tilbringe flere årtier med at se ham på tv, høre om ham i radioen, se plakater af ham i gaderne og billeder af ham i magasinerne” (Manson 2018).

Og som vi kan se i anmeldelsen ovenfor, så lykkedes det faktisk guitaristen Dave Mustaine at opnå den succes, som han besluttede sig for tilbage i tiden. Megadeth har solgt over 25 millioner album og gennemført mange verdensturneer. Man kan godt sige, at Mustaine er en af de dygtigste og mest indflydelsesrige musikere nogensinde inden for heavy metal.

Uheldigvis var det band, han blev smidt ud af, Metallica, der har solgt over 180 millioner album på verdensplan. Metallica anses af mange for at være et af historiens største rockbands. Og på grund af det indrømmede Mustaine med tårer i øjnene i et sjældent interview i 2003, at han stadig følte sig som en fiasko. På trods af alt, hvad han havde opnået, så han stadig sig selv som ham, der blev sparket ud af Metallica.

Nej da, gjorde han virkelig det?

Ja, denne lille anekdote er beskrevet af Mark Manson i bogen ’Kunsten af være fucking ligeglad – en anderledes guide til et godt liv’ (Manson 2018). Manson forklarer det på denne måde:

”Spørgsmålet er ikke, om vi måler os selv over for andre; spørgsmålet er snarere, hvilken målestok måler vi os selv efter? Hvad end han selv var klar over det eller ej, så målte Dave Mustaine sig selv ud fra, om han var mere succesfuld og populær end Metallica. Oplevelsen af at blive smidt ud af sit tidligere band var så smertefuld for ham, at han valgte ‘succes i forhold til Metallica’ som den målestok, han ville bruge til at vurdere sig selv og sin karriere som musiker. På trods af at Mustaine havde taget en barsk begivenhed i sit liv og fået noget positivt ud af den, som han havde gjort med Megadeth, så gjorde hans beslutning om at holde fast i Metallicas succes som sin livsdefinerende målestok ondt på ham flere årtier senere. På trods af alle pengene og alle fansene og al anerkendelsen betragtede han stadig sig selv som en fiasko.

Det kan godt være, at du og jeg kan kigge på Dave Mustaines situation og grine af det. Her er en mand med masser af penge, hundredtusindvis af beundrende fans, en karriere, hvor han har lavet det, han elsker, og så tuder han stadig over, at de rockkammerater, han havde for tyve år siden, er mere berømte end ham” (Manson 2018).

Skal jeg så bare være ligeglad med, hvad der sker i mit liv?

Nej, slet ikke. Den overordnede pointe i Mansons bog er, at man skal prøve at finde ud af, hvilke ting som virkelig betyder noget for én – og bruge sin energi på disse ting. Og så skal man lære at være fucking ligeglad med ting, som ikke er vigtige – også selvom de bliver præsenteret som vigtige eller kan se ud til at være vigtige.

Som en pointe på historien fortæller Mark Manson om værdier og målestokke, som man måler sig selv efter: ”Vores værdier bestemmer den målestok, vi måler os selv og alle andre ud fra. Mustaines målestok om at være bedre end Metallica hjalp ham formentlig til at skabe en ufattelig succesfuld karriere som musiker. Men den samme målestok pinte ham senere på trods af hans succes. Hvis du vil ændre, hvordan du ser på dine problemer, skal du ændre det, du værdsætter, og hvordan du måler fiasko og succes” (Manson 2018).

Jeg synes, at Mark Manson med denne anekdote giver et interessant eksempel på et fænomen, som vi alle nok kender, og som det også kan være relevant at tage med i vurderingen, når man som professionel skal hjælpe en anden person: det er da en tanke værd, om man kan blive bevidst om, hvad der er vigtige værdier for én selv og om man evt. kan ændre på sine målestokke.

Der kan også drages nogle paralleller til budskaberne i Christian Hjortkjærs bog ’Utilstrækkelig’, som jeg har omtalt i et tidligere blogindlæg. Hjortkjær beskriver, hvordan ydre stemmer og påbud bliver internaliseret og leder til stræben efter uopnåelige idealer – og det leder til selvbebrejdelse og skam. Men målet kan ifølge Hjortkjær være at finde de idealer, det er værd at være utilstrækkelig overfor: de opbyggende idealer frem for de udmattende idealer.

Referencer:

Christian Hjortkjær: Utilstrækkelig. Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge. Forlaget Klim, 2020.

Mark Manson: Kunsten at være fucking ligeglad – en anderledes guide til et godt liv, Memoris, 2018.


[1] https://politiken.dk/navne/art8333494/Han-blev-smidt-ud-af-Metallica-fordi-han-drak-for-meget.-Som-h%C3%A6vn-stiftede-han-et-nyt-band-der-endte-med-at-v%C3%A6re-endnu-bedre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.