Menu Luk

Kan følesansen for lillefingeren sidde i ansigtet?

Ja, det kan følesansen (desværre) godt. Men det kan også blive ’korrekt’ igen ved forholdsvis simpel kropslig terapi, og det er et eksempel på, at hjernen er meget plastisk, dvs. at den har en stor tilpasningsevne, som fungerer i et tæt samspil med resten af kroppen.

I dette indlæg vil jeg genfortælle en interessant ’historie’ fra kongressen for det Europæiske Forum for Psykomotorik i Luzern i 2016[1]. Chantal Junker-Tschopp, som holdt foredraget på kongressen har publiceret flere artikler om sin forskning og sit projekt[2]. Jeg har kun kunnet finde artikler på fransk, så jeg må tage forbehold for, at jeg ikke har forstået det hele, men jeg er dog ret sikker på, at det ikke gør noget for pointerne i fortællingen.

Del 1 – Katastrofen

Jeg vil dele min fortælling op i tre dele, hvor første del er meget dramatisk og sørgelig. I januar 2010 blev Haiti ramt af et meget kraftigt jordskælv – en stor katastrofe for et i forvejen meget fattigt samfund og for de ulykkelige ofre. Det estimeres, at mellem 100.000 og 250.000 mistede livet og at endnu flere blev såret[3]. Blandt de sårede efter jordskælvet måtte mange gennemgå en amputation[4].

Del 2 – Fantomsmerter efter amputation

Anden del handler om, at der var forskellige bivirkninger efter amputationerne, herunder såkaldte fantomfornemmelser og fantomsmerter, som illustrerer det mærkelige fænomen, at patienten fortsætter med at føle et lem, der ikke længere eksisterer.

Forfatterne advarer mod den forståelse, at disse sansninger eller smerter ikke har nogen forankring i virkeligheden og stammer fra patientens fantasi. Disse fornemmelser er hverken en hallucination eller en forvrængning af psykopatologisk karakter, men er til stede i alle amputerede og er meget virkelige, og man ved nu, at fantomsensationer og smerter faktisk henviser til hjernens plasticitet[5]. Disse smerter er imidlertid særligt resistente over for forskellige lægemiddel- eller kirurgiske behandlinger. Men hvordan kan man dog overhovedet sanse et lem, som ikke er der længere? Forfatterne sammenligner det med figur 1, hvor vi også opfatter to trekanter, selvom ingen af dem ’er der’. Det handler altså om opfattelsen (perceptionen) – og ikke en ’mekanisk’ sammenhæng. 

Figur 1: Optisk illusion af to trekanter[6].

Udover fantomsmerter oplevede nogle af de amputerede et andet mærkværdigt fænomen, hvor følesansen for den ikke-eksisterende kropsdel var placeret i fx ansigtet og på skulderen (se figur 2). Årsagen er ifølge forfatterne ’et forstyrret kropsskema’, hvor kropsskema defineres som den rumlige repræsentation af kroppen som helhed baseret på senso-motoriske opfattelser.

Det er også vist i mange andre sammenhænge, at den sensoriske hjernebark kan ændres på baggrund af de stimuli, som den modtager. Fx er det blevet vist, at det område af hjernebarken, som repræsenterer pegefingeren, voksede efter, at pegefingeren i en periode blev stimuleret ved at blive holdt ind på en roterende drejeskive. Men i sådanne andre forandringsprocesser sker forandringerne over ’passende’ tid, og således kan ændrede stimuli bevirke ændring af hjernebarken. Men i tilfældet med amputation er ændringen sket helt pludseligt, og den sensoriske hjernebark kan ikke tilpasse sig så hurtigt på en korrekt måde. Denne uoverensstemmelse mellem hjerne og krop leder så til både fantomsmerter og at følesansen for det amputerede lem optræder i fx ansigtet – det er resultatet af, at ’det ikke går op’.

Figur 2: Topografisk repræsentation af den amputerede hånd i ansigtet og på skulderen[7].

Del 3 – Et revideret kropsskema

Den tredje del af fortællingen handler om rehabiliteringsprocessen, som både omhandlede kropslige og psykiske forhold som følge af amputationen. Terapiens mål var at genskabe et komplet, sammenhængende kropsskema, men det fremhæves i artiklerne, at den neuro-psykomotoriske tilgang også handler om at koble til ‘den følelsesmæssige del af personen’ (kropsbilledet). Amputation er mest en historie om tab og sorg: tab af lemmer, tab af ens kropsintegritet.

I figur 3 vises eksempler på metoder, som alle handler om at genoprette sammenhængen mellem kroppen, som den ser ud efter amputationen, og hjernens sensoriske og motoriske kort (repræsentationer) over kroppen. I et samspil af bevægelser og stimulation af og opmærksomhed på samtidige taktile, proprioceptive, visuelle og vestibulære sanser, ’provokeres’ hjernen til at omstrukturere repræsentationen af kroppen. Nedsænkning af det amputerede lem i vand eller sand gør det muligt at se og føle, at lemmet nu stopper ved stubben. Spejlskabet i midterste billede, som giver opfattelsen af et intakt lem, ’leger’ med opfattelser af sansning og motorik, og motoriske øvelser med fx bolde er som de andre aktiviteter kendetegnet ved, at de integrerer både føle- og synssansen samt bevægelsessans og motorik.

Effekten af aktiviteterne var, at smerterne mindskedes, og at følesansen for det amputerede lem forsvandt fra ansigtet – sandsynligvis som følge af at der blev skabt en revidering af hjernens sensoriske og motoriske repræsentationer af kroppen – et nyt kropsskema.

Figur 3a-c: Sensorisk terapi, spejlskabs-terapi og motorisk terapi[8]

Som afrunding vil jeg fremhæve interessante fysiologiske faktorer i denne fortælling:

  1. Det forunderlige fænomen, at følesansen for hånd og fingre kan sidde i ansigtet.
  2. At det er fantastisk at se et så tydeligt bevis på samspillet med hjernen og resten af kroppen, og det viser, hvor utrolig plastisk, hjernen er.
  3. At smerte er organismens reaktion, når samspillet mellem hjernen og resten af kroppen er ’ude af balance’.
  4. At det er tankevækkende, at behandlingen af problemet var så ’enkel’ – sikke en kraft der er i at arbejde med opmærksomhed på integration mellem forskellige sansninger og motorik. Simple øvelser kunne genopbygge hjernens kropsskema.

[1] https://psychomot.org/activities/congresses

[2] Hjemmeside med oversigt over artikler: https://www.hes-so.ch/fr/psychomotricite-douleurs-fantomes-prise-charge-5723.html

[3] https://en.wikipedia.org/wiki/2010_Haiti_earthquake

[4] https://www.hes-so.ch/data/documents/Chantal-Junker-Tschopp-Psychomotricite-et-douleurs-fantomes-prise-en-charge-therapeutique-de-personnes-amputees-en-Haiti-5273.pdf

[5] Junker-Tschopp et al. (2014). Douleurs fantômeset réhabilitation: l’émotion qui porte ou qui entraveRéflexion et étude de cas, https://www.hes-so.ch/data/documents/Chantal-Junker-Tschopp-Sylvie-Manet-Pierre-Nosto-Douleurs-fantomes-et-rehabilitation-5272.pdf

[6] Junker-Tschopp et al. (2014). Douleurs fantômeset réhabilitation: l’émotion qui porte ou qui entraveRéflexion et étude de cas, https://www.hes-so.ch/data/documents/Chantal-Junker-Tschopp-Sylvie-Manet-Pierre-Nosto-Douleurs-fantomes-et-rehabilitation-5272.pdf

[7] Junker-Tschopp (2012). Corps amputé, corps appareillé: comment reconstruire et réinvestir ce corps malmené dans son unité? Schéma corporel et perspectives neuro-psychomotrices). Entretiens de Psychomotricité. Bichat, s. 49, https://www.hes-so.ch/data/documents/Chantal-Junker-Tschopp-Entretiens-de-Psychomotricite-Bichat-5271.pdf

[8] Junker-Tschopp et al. (2014). Douleurs fantômeset réhabilitation: l’émotion qui porte ou qui entraveRéflexion et étude de cas, https://www.hes-so.ch/data/documents/Chantal-Junker-Tschopp-Sylvie-Manet-Pierre-Nosto-Douleurs-fantomes-et-rehabilitation-5272.pdf


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *